Vandrehistorierne

Der er mange myter i omløb om, hvad der var på Silkeborg Bad i krigens tid. Nogle af myterne oprandt helt tilbage i dagene omkring befrielsen, mens langt de fleste er af noget nyere oprindelse. Desværre har mange af de nye myter kun en hovedkilde, nemlig enkelte guider fra Daghøjskolen i Silkeborg. Sjovt nok kan man også opleve, at der primært på Sjælland er en type myter der cirkulerede om hovedkvarteret, mens det i det midtjyske er en helt anden slags. Enkelte af myterne har et gran af sandhed i sig, andre er frit opfundne.

En af de ting som absolut bør komme i betragtning vedrørende myterne om Silkeborg Bad, er den lukkethed som omgav området helt indtil 1947. For det første fik tyskerne selv mulighed for at rydde diverse ting af vejen, før overtagelsen den 6. juni 1945. Derefter blev et arbejdshold sat til at rydde op i bygninger og barakker, så de tyske flygtninge kunne begynde at flytte ind. Arbejdsholdet bestod af 8 mand - 6 arbejdere og 2 politifolk. Deres ordre var at alt, bortset fra inventaret, skulle ud af bygninger og barakker. Papirer, kort og billeder som evt. måtte have militærets eller regeringens interesse skulle gemmes. Resten skulle afbrændes.

En afdeling tyske minører og et hold ammunitionsrydere fra det danske militær brugte ca. en måned på at få fjernet de tyske våbendepoter, og den løse ammunition der var på Silkeborg Bad. Alene denne oprydning gjorde, at man end ikke i dag har det fulde overblik over hvad de forskellige bygninger faktisk blev brugt til. Efter ca. en uges oprydning blev de første tyske flygtninge lukket ind. Det var først i 1947, efter afspærringerne og de bevæbnede vagter blev fjernet, at almindelige mennesker havde mulighed for at komme ind og se på det tidligere hovedkvarter. På det tidspunkt havde skovvæsnet fjernet de fleste af de forsvarsværker som var i skovene. Ligeledes havde flygtningenes færden også sat deres præg på området. I sommeren 1945 fik kun ganske få journalister adgang til at besøge Silkeborg Bad, og det var endda kun med eskorte. De skrev nogle ganske underholdende artikler i diverse aviser om, hvilket svineri de tyske tropper havde efterladt, samt hvilke forestillinger de selv havde haft om områdets funktion og udseende. Med den begrænsede mængde information som indtil da var kommet ud om stedets daværende funktion, var det ikke underligt at der opstod adskillige endda meget fantasifulde rygter og historier om Silkeborg Bad.

I begyndelsen af 1990’erene havde daghøjskolen i Silkeborg et ”Miljø og Turisme kursus”. En af opgaverne gik i alt sin enkelthed ud på, at nogle af eleverne fik tildelt eller skulle udvælge et emneområde fra Silkeborgs omfangsrige historie. Deres opgave var så, at de blandt andet ved besøg på Lokalhistorisk samling og diverse museer, skulle finde så meget information frem om deres emneområde (eks. Silkeborg Bad) som muligt. Derefter skulle de selvstændigt guide turister og interesserede rundt på de steder de havde udvalgt, og samtidigt fortælle om stedernes historie.

Daghøjskolen blev så inspireret af den succes Bunkermuseet havde med deres rundvisninger i området omkring Silkeborg Bad, at de bestemte sig for at de ville lade nogle af deres guider forsøge sig med det samme emne.

Eleverne/guiderne som de sendte derud, var desværre af en meget varierende kvalitet. Bunkermuseet vil gerne herved pointere, at de fleste af disse guider gjorde et særdeles sobert stykke arbejde, og dem var der absolut intet at udsætte på. Men når der kom en guide ud, som Silkeborg Bads gæster og andre besøgende måtte anse for at være professionel, og vedkommende så fortalte om det tyske hovedkvarters mange bordeller, kæmpe bunkers i flere etager og kilometervis af underjordiske gange, så var det ikke bare meget uprofessionelt, det var decideret historieforfalskning.

Bunkermuseet slås desværre stadigvæk den dag i dag med flere af disse myter som disse ”guider” gjorde lidt mere ”spændende”, og fortalte til de besøgende som om de var historiske facts. Den useriøse måde nogle af disse guider opførte sig på, medførte også at daghøjskolens guider til sidst blev bedt om at holde sig langt væk fra Silkeborg Bad.

Bunkermuseet skylder dog de seriøse guider at nævne at det ”kun” drejede sig om tre ud af de ca. 9 guider der indtil 1995 viste rundt på og omkring Silkeborg Bad. Men disse tre gjorde desværre også mere skade end gavn.

Der er sjovt nok et gran af sandhed i denne myte. I 1945 var der i den del af flygtningelejren der blev kaldt Neustadt, en sortbørshandler der var blevet lidt for dygtig. Resultatet blev, at flere af beboere i hans barakafsnit orienterede lejrpolitiet om hans lidt for givtige forretninger. Lejrpolitiet foranstaltede en razzia i hans barak, og fandt i alt 12 kg. frysetørrede fødevarer gemt forskellige steder på hans værelse. I rapporten fra razziaen blev der gjort opmærksom på, at der ved ransagningen af værelset ikke blev fundet nogen form for kontanter. Heldigvis nævnes det også, at ransagningen fandt sted i barak 33 værelse 12.

Ved nedbrydningen af barakkerne i 1947 findes der i barak 33 gemt et beløb i tyske mark - et beløb der svarede til omkring 47.000 danske kr. i datiden kurs. Pengesedlerne og nogle få mønter (deraf kun to i guld) var gemt under et løst gulvbræt, og i en væg bag sengene. Få dage senere nåede ”nyheden” København, og B.T. skrev i en større opsat artikel om fundet.

I artiklen var der flere gætterier på, om det evt. var skjulte bestikkelsespenge. Desuden fik de i løbet af artiklen lavet beløbet om, så hele beløbet nu var i guldmønter. Det var totalt forbigået B.T.’s opmærksomhed, at barakken først blev opført af danske arbejdere efter krigen, til de tyske flygtninge, samt på et område som tyskerne aldrig benyttede. I Silkeborg Avis blev fundet omtalt på side tre under lokalnyhederne. Avisen nævnte, at der havde været mus i pengesedlerne, og at halvdelen af sedlerne var blevet lavet om til et par gode musereder.

Senere igen kom den tidligere nævnte skattejagt fra 1959. I slutningen af tresserne, måske først i halvfjerdserne, skrev en lokal ukendt forfatter en historie om Von Hannekens skat. Historiens hovedpersoner (Mads og Mona) blev over flere afsnit - som først blev bragt i Midtjyllands Avis og senere igen i bladet Sportsfiskeren - hvirvlet ind i et hæsblæsende eventyr, om jagten på Von Hannekens skat.

Alle raske drenge læste selvfølgelig denne spændende historie, og som de eneste nogensinde kunne både Mads og Mona selvfølgelig prale af, at de fandt skatten til sidst!

Under den store dykning i 1982 blev historien pudset af igen, og blev bragt i flere aviser.

Dette rygte cirkulerer i dykkerkredse. Specielt øst for Storebælt er der nogle særdeles vedholdende rygter om, at der ved dykningen i 1982 blev fundet alt mellem 10-20 kasser med dokumenter i Ørnsø, og at fundet blev holdt hemmeligt da der var navne på stikkere, værnemagere og prominente politikere fra datidens regering blandt papirerne. Kasserne var dækket med et lag af glasflasker med giftgas, som det var yderst vanskelige at få fjernet. Rygtet opstod i forbindelse med avisoverskrifterne fra den store dykning i 1982.

Der blev i foråret 1944 gravet en underjordisk minegang (Stollen anlag) fra bunker R608 til skråningen ved transformatorstationen. Gangen blev lavet med to formål. Det første var for at de soldater der bevogtede området ved kilden kunne komme til og fra deres stillinger i en evt. kampsituation uden at blive beskudt. Den anden var fordi man i bunkeren havde papirer (kodebøger, personeloversigter, forsyningslister) som det var nødvendigt at benytte i en kampsituation, lige indtil allersidste øjeblik.

Disse papirer skulle ødelægges hvis fjenden kom for tæt på, og da der var for mange til at de kunne nå at blive brændt, blev der lavet en gang ned til Ørnsø så man kunne sænke papirerne i søen. En af dem som var med til at lave gangen var Svend Laursen, som fortalte at den var lavet i træ. Den var ca. 2 meter høj og 1,20 til 1,50 meter bred. Tyskerne startede selv gravearbejdet i den ende bunkeren lå, mens et hold danske arbejdere blev sat til at starte fra den anden ende. De to hold mødtes efter ca. en måneds graveri på midten. Gangen blev understøttet med svære træbjælker og brædder i Pommersk fyr.

Gangen var formet nærmest som et lille ”h” med to udgange i skråningen, en på hver side af transformatorstationen. Inde i gangen var der mindst en mindre blindgyde til opbevaring af ammunition, samt til kortere tids ophold for soldater på vej til og fra skyttegravene.

Der skulle også være påbegyndt bygningen af en anden gang fra kælderen af bygningen Aggerholm og over mod Silkeborg Bad. Gangen skulle være blevet påbegyndt i begyndelsen af 1945. Gangen skulle ifølge fortælleren bygges for at de kvindelige signaltropper som boede på Aggerholm kunne komme i sikkerhed ved evt. angreb på Silkeborg Bads område. Gangen skulle være blevet lavet rimeligt primitivt, og efter en uges graveri fik de to mand som var sat til opgaven besked på at holde inde med graveriet, og projektet kom ikke videre. Bunkermuseet har været nede i kælderen under Aggerholm for at se om der var mulighed for at en underjordisk gang kunne gå fra kælderen og over mod Silkeborg Bad. På det angivne sted var der et tilmuret åbning, som godt kunne tyde på at ham Bunkermuseet talte med om gangen, har haft ret.

Denne myte cirkulerer i det meste af landet uden for Silkeborg, og det gik ud på at der indtil engang i 1968 skulle have stået en tysk pansret halvbæltevogn i en lagerbygning i Vesterskoven ved Silkeborg Bad. Bygningen skulle tilhøre Silkeborg Skovdistrikt. Rygtet kunne muligvis stamme fra, at der holdt flere pansrede mandskabsvogne fra Panzer Division 233 af typen Sdkfz 251/D, ved Silkeborg Bads hovedvagt i indtil flere dage efter befrielsen.

Denne myte er næsten den samme som den foregående, men denne gang var det tyske raketter der var tale om. Der skulle være blevet fundet en vogn med et par V1 bomber skjult i skoven ved Silkeborg Bad engang i 1946. Der var flere sammenblandinger af denne historie og den foregående, og de optrådte ofte sammen. Myten nedstammede fra følgende episode:

Den 28. marts 1945 blev Jylland "ramt" af 2 V-1'ere. Iflg. forfatteren Carsten Petersen affyrede tyskerne V-1'ere med reduceret flyvetid, som forsøg fra Wilhelmshafen. De blev skudt op langs den danske vestkyst, i foråret 1945. Disse affyringer blev indstillet i starten af april 1945. Oplysningerne stammer fra de såkaldte ULTRA-signaler, som var tysk radiokorrespondance, som blev aflyttet og afkodet af englænderne! Den V1 som landede ved Them blev totalt knust ved nedstyrtningen. Følgende kunne dagen efter, læses i Vagtværnets dagsrapport.

Kl. 18.42 melder vagtværnet i Silkeborg, at en V-1 er landet ved Them, uden at eksplodere.

Kl. 19.00 melder vagtværnet i Oksbøl, at der 3 km. NØ for Oksbøl er eksploderet en V-1.

En myte som regelmæssigt dukker op. Den havde efter al sandsynlighed forbindelse til de mini ubåde der efter krigen blev fundet i Ry/Gl. Ry området. Der var flere enslydende historier om testning af mini ubåde i Silkeborg Langsø, Knudsø, Gudensø, Mossø og Ørnsø. Ubådene blev på tog- og lastvogne bragt her til landet fra Tyskland, i de sidste måneder af krigen. Ubådene blev tit under transporten gennem landet forvekslet med V 2 raketter.

Kort efter krigen gik der blandt ungdommen i Silkeborg rygter om, at den tidligere toldkrydser som Von Hanneken fik bragt til Silkeborg, i virkeligheden tilhørte Feltmarskal Hermann Göring.

I månederne efter krigen var der en udbredt frygt for, at overlevende grupper af Hipofolk^* ville tage på regulære terrortogter rundt om i landet. Flere steder kom det til ildkampe med enkelte Hipofolk, men frygten var kraftigt overdreven. Men dette fandt man dog først ud af et godt stykke tid efter krigen, og der var ingen tvivl om at i de dage var frygten velbegrundet. I månederne op til befrielsesdagen gik der næsten ikke en eneste dag, uden at en eller anden tilfældig dansker blev skudt af disse terrorkorps.

I Københavnsområdet lå modstandsbevægelsen og Schalburg/Hipokorpset nærmest i åben krig, i månederne op til befrielsen. Varulvegrupper blev der talt en del om i de dage. Varulvene var en tysk modstandsorganisation, opfundet og trænet af SS. Træningen - af primært unge Hitler-jugend og Bund Deutscher Madel medlemmer - foregik i slutningen af 1944 på Schloss Hulchrath, nær den tyske by Erkelenz. SS propaganderede kraftigt for tilslutningen til disse varulvegrupper, og ikke mindst gennem propagandaudsendelser i den tyske radio ”Wehrwolf”. Meningen var at de unge -under ledelse af mere erfarne Waffen-SS veteraner - skulle gå under jorden, indtil de allierede tropper var rykket forbi. De skulle kun operere om natten, og deres opgave var at føre guerillakrig i de allieredes bagland, og derved binde deres resurser. Tyskerne havde allerede tidligere selv lært lektien fra partisankrigen i Jugoslavien og Rusland. Varulvegrupperne fungerede kun i et meget lille omfang, og kun i selve Tyskland. Deres rygte var mere end kraftigt overdrevet, og dette var selvfølgelig også meningen, set fra det tyske SS side.

Den 14. juni blev det meste af Silkeborg opskræmt af nogle voldsomme skydninger med automatvåben i området ved Silkeborg Bad. Dagen efter beskrev aviserne hændelserne på følgende måde:

Silkeborg Social-demokrat.

Voldsom skudveksling i skoven ved Almindsø.

Hele Natten udkæmpedes et veritabelt Slag mellem Frihedskæmpere og Tyskere eller Hipofolk.

Silkeborg Venstreblad.

Hipomænd med lydløse Maskinpistoler paa spil i Silkeborg i Nat.

Regulær Ildkamp mellem Frihedskæmpere og Hipomænd – En Frihedskæmper lettere såret.

Silkeborg Avis.

Flere Timers natlig Kamp med Snigskytter i Silkeborg-Skovene.

En Frihedskæmper saaret, to Motorcykler gennemhullet – 40 Frihedskæmpere i Ilden og Militæret alarmeret.

Hele historien begyndte med, at der flere gange i løbet af eftermiddagen og aftenen blev affyret enkelte skud flere steder i byen. Selv om det ikke lykkedes at finde nogle af dem som skød, var frihedskæmperne alligevel rimeligt nervøse. Der blev snakket en del indbyrdes om mulighederne for, at der var både grupper af Varulve og Hipofolk på terroraktion i Silkeborg.

Ved midnatstid skulle en frihedskæmper på vagtafløsning. Han blev på Vestre allé beskudt - et skud ramte gaden lige foran hans cykel, og få sekunder senere ramte et andet skud kantstenen bag ham. Han cyklede hurtigt ind til by ledelsen og berettede om det skete. Vagtkommandøren sendte et udrykningshold på motorcykel af sted, og ledte noget tid efter snigskytten i området.

Netop som vagtkommandøren sagde: ”Her er jo ingenting, vi kan vist godt tage hjem!” – Lød der endnu et skud, og en af frihedskæmperne fik revet bukserne i stykker, og et let kødsår i låret. Såret var dog ikke mere alvorligt end at han aktivt deltog i hele nattens skærmydsler.

Frihedskæmperne blev hurtigt enige om at skuddet kom fra skovkanten af Kobskoven, og besvarede ilden. Der blev nu tilkaldt forstærkninger, og indenfor kort tid ankom 2-4 bilfulde frihedskæmpere. Løjtnant Ankersen overtog kommandoen, og fik hurtigt orden over tropperne. Efter at have dannet skyttekæde, rykkede frihedskæmperne ind i Kobskoven under den taktik der hed: ”Ild og bevægelse”. Et hold rykkede frem, mens det andet gav dækningsild, og omvendt. Der blev skudt kraftigt, og flere var bagefter enige om at der var blevet skudt med flere lyddæmpede maskinpistoler mod frihedskæmperne. Kampen foregik hele natten, og der blev affyret omkring 600 skud i alt. Hen under morgen var skydningen dog ebbet ud, og det danske militære vagthold på Silkeborg Bad - under ledelse af Kaptajn Andersen - ankom til stedet. Frihedskæmperne havde omringet Kobskoven, og soldaterne dannede en skyttekæde og gennemsøgte skoven for mennesker. Soldaterne fandt to forladte stillinger som modstanderne havde brugt, og i dem fandt man flere håndfulde afskudte 9mm. hylstre, mærket PJJ 44. Ammunitionen var fremstillet for tyskerne på industrisyndikatet i København. Man anså at de som havde skudt på frihedskæmperne, havde haft en båd liggende i Almindsø, og var derfor flygtet den vej væk. Om formiddagen efter episoderne, lavede feltpolitiet en serie razziaer på Silkeborgs tyske lazaretter, for eventuelt at finde gerningsmændene der. Razziaerne gav intet resultat.

Hvem det var som skød på frihedskæmperne blev aldrig opklaret, men flere af dem som jeg har talt med tror, at det var unge tyske mandlige flygtninge som var ophavsmænd til episoderne. På det tidspunkt skydningerne fandt sted, var der kontrol med næsten alle af tyskernes danske håndlangere, samt HIPO og Schalburgfolk.

I februar 1943 blev Schalburg-korpset oprettet i København, under tilskyndelse fra Reichsführer der SS, Himmler og Höhere SS- und Polizeiführer in Dänemark, Günther Pancke. Schalburg-korpset var i begyndelsen oprettet til at løse specialopgaver, såsom at bekæmpe en eventuel kommunistisk opstand. Korpset blev opkaldt efter kaptajnløjtnant i Livgarden - C.F. von Schalburg - der i 1942 faldt på østfronten i Frikorps Danmark. Schalburg-korpset, som hovedsageligt bestod af danskere i tysk tjeneste, udviklede sig efterhånden til et rent terrorkorps, som fik til opgave at bekæmpe modstandsbevægelsen. De udførte i stor stil terroraktioner, såsom Schalburgtage, tilfældige overfald på civilpersoner, og Clearingmord (Hævnmord for modstandsbevægelsens sabotager og stikkerlikvideringer). I Schalburg-korpset blev der oprettet en særlig efterretningssektion kaldet ET (Efterretningstjenesten).

Den 20. september 1944 - dagen efter overfaldet på det danske politi – sendte Pancke en befaling ud, hvori han befalede Schalburg-korpsets efterretningstjeneste (ET) at oprette et såkaldt ”Hilfspolizei”. I folkemunde blev det hurtigt omdøbt til HIPO. Hipokorpsets primære opgave var at overtage politiets nu nedlagte funktioner. Det lykkedes ikke, da hovedparten af ET folkene ikke havde en politimæssig uddannelse. Desværre gik også flere tidligere danske politifolk ind i HIPO i månederne efter politiets arrestation. HIPO samarbejdede desuden i stor stil med det tyske GESTAPO (Geheime Stats Polizei). Af Schalburg-korpset og HIPO udsprang senere flere rendyrkede terrorgrupper, som bl.a. Bothilsen-Nielsen banden, som var den bande der sprængte terrorbomber på Vestergade i Silkeborg. Og det var også dem som senere igen sprængte Håndværkerforeningen i luften. Sprængninger - som derfor også i folkemunde i modvægt til sabotage - blev kaldt Schalburgtage. Der var en overgang stationeret HIPO folk på Ny Hattenæs.

Tyskerne gravede adskillige våben og ammunitionsdele ned i primært Silkeborg Vesterskov inden de forlod Silkeborg Bad i juni 45. En lokal tømrer fortalte Bunkermuseet om en episode han havde overværet i sommeren 1947. På det tidspunkt var han tømrerlærling, og var i gang med at renovere vinduer på pensionatet Aggerholm. I skovkanten overfor Aggerholm, der hvor barakken for Lehrfilm Verleiherstelle Dänemark lå, begyndte en lokal dreng at grave efter orm. Han fandt kort tid efter flere håndgranater, og politiet blev tilkaldt. De ankom ca. en times tid derefter sammen med et par tyske sprængningseksperter fra ammunitionsdepotet i Hjøllund. Tyskerne var i Hjøllund beskæftiget med bortsprængningen af de store ammunitions lagre fra det tyske Luftwaffe.

Tømreren erindrede, at de efter ca. en times graveri havde fundet en dynge håndvåben som ca. gik ham til lidt over knæene. Et af våbenene kunne han beskrive som en riffel der meget lignede dem russerne bruger i dag, og det fortalte mig at der var tale om en tysk riffel af typen MP44. Desuden blev der fundet ammunition nok til, at de kunne fylde tre Tuborg ølkasser - endda med top på.

En ting som de alle bed mærke i, var at næsten alle løbene på riflerne var bøjet, magasinerne kraftigt bulede, og på flere af dem manglede låsen eller bundstykket. I løbet af den følgende sommer blev skoven ved Silkeborg Bad gennemgået med kraftige bombesøgere og metaldetektorer. Der blev fundet to mindre og en større dynge ødelagte våben mere. Igen gik der et par dage, og historien nåede til B.T. i København, og igen blev det til en spændende forsidehistorie fra Silkeborg Bad:

Varulve vaabendepot, fundet i Silkeborg.

I forgaars blev der i det tidligere Nazi hovedkvarter på Silkeborg Bad fundet et stort skjult vaabendepot. Vaabnene laa gemt i skoven sammen med flere kasser ammunition og sprængstoffer.

I artiklen blev der spekuleret på alt fra depoter for Varulve og HIPO folk, til et depot af våben som de tyske officerer måske tænkte på at sælge til modstandsbevægelsen! Her skal man dog huske på at tømreren forklarede at alle våben var blevet ødelagt før nedgravningen, og at ammunitionen lå strøet ud med løs hånd i jorden. Det tydede ikke lige just på at våbnene skulle bruges igen, men nærmere at det var for at de skulle blive ødelagt. Disse fund af nedgravede våben og ammunition startede allerede i sommeren 1945, hvor tyske flygtninge den 13. juli fandt 18 hele kasser gevær ammunition og to kasser håndgranater nedgravet ved villa Granly".

I de senere år - specielt efter dykningerne i Ørnsø – forsøgte flere sig med metaldetektorer i skoven ved Silkeborg Bad. Bunkermuseet vil gerne herved pointere, at ikke bare er den slags strengt ulovligt at foretage sig uden officiel tilladelse, men en anden ting er også, at det er direkte livsfarligt at rode med gammel jordfunden ammunition. Desuden er der også så meget metalaffald i jorden fra bunker/barak byggerier og rester af pigtråd tilbage i skoven, at en metaldetektor konstant giver udslag. Bunkermuseet brugte selv for et par år siden det meste af en weekend på at lede efter et mindre jernarmeret betonfundament til en radiomast. Betonfundamentet skulle ligge på et område på størrelse med en almindelig græsplæne. Men metaldetektoren gav konstant udslag - hele området var simpelthen fyldt med søm, skruer og ledningsstumper. Specielt de steder hvor der har været beboelse, ligger der utroligt meget affald tilbage.

Der dukker ofte gisninger frem om, at den sidste bunker på Silkeborg Bad endnu ikke er fundet. Og somme tider kommer der rygter i omløb om at der på et navngivet sted i Vesterskoven (som sjovt nok flytter sig fra gang til gang) skulle ligge en bunker som tyskerne selv havde lukket og tildækket i foråret 1945. Hertil vil Bunkermuseet gerne sige, at det er meget tydeligt at se hvor der lå en evt. bunker begravet - specielt på luftfotos. Alle de bunkers som blev bygget på og ved Silkeborg Bad er blevet fundet. Der er dog forskellige mindre betonanlæg som endnu ikke er fundet. Men det drejer sig kun om meget små anlæg, som f.eks. kabelbrønde.

Somme tider dukker der et rygte op om, at en af bunkerne ved Silkeborg Bad er lavet i to etager. Alle de bunkers der er på Silkeborg Bad er standard typer, og ingen af dem er i to etager. Hvis man vil se en bunker i mere end en etage, så skal man til Flyvestation Karup som det nærmeste. Se Bunkertyper.

Denne myte opstod allerede i 1945, da de første besøgende så stranden Kuppes Lust ved Almindsø. Lokale beboere havde set lastvogn efter lastvogn køre sand og grus ind på Silkeborg Bads område. Sandet skulle bruges til støbningen af bunkerne, men det vidste de ikke på det tidspunkt. De danske arbejdere som hjalp med etableringen af stranden, fortalte en journalist at de var med ved Vesterhavet for at skaffe huse til Kuppes Lust. Dette blev at der også var kørt havsand på stranden. En artikel i Midtjyllands Avis i 1982 fortalte, at det var Limfjordssand - derfor kan begge steder forekomme.

I foråret 1945 kører en amfibiebil af typen ”Schwimwagen” ud i vandet ved Sejs, og igen senere på dagen i Silkeborg Langsø. Efter flere sejlture blev en feltradio tabt i vandet, og tyskerne brugte et par dage på at få fundet og bjærget denne radio.

Historien blev senere til, at nogle fulde tyskere i en stor tysk lastvogn lastet med radioudstyr havde kørt temmelig vildt rundt i Silkeborg Vesterskov. De kørte til sidst galt, og havnede i vandet ved Kroghsbænk i Almindsø. Nogle dykkere fandt for nogle år siden en radiobil fra et omrejsende tivoli i samme område. Radiobilen var blevet ombygget af et par lokale drenge engang midt i tresserne. Drengene fik den lavet om til en slags robåd, og den blev brugt flittigt i flere år indtil den en dag gik til bunds ved Kroghsbænk. I udenbys dykkerkredse var det nu blevet til den tyske radiovogn.

En anden afart af historien dukkede også op med regelmæssige mellemrum, men indholdet skiftede mellem Rommel, Hanneken og Lindemanns stabsbil eller radiovogn, hvis rester skulle ligge på forskellige skiftende lokationer i skovområderne mellem Them, Bryrup og Silkeborg.

Der eksisterer også et meget sejlivet rygte om, at den Mercedes G 3 A Dinosaurier som en tysk samler, Rainer Lange-Hitzbleck, for nogle år siden opkøbte resterne af her i landet, skulle være Lindemanns gamle stabsbil. Bilen er noget speciel, da den har dobbelte baghjul og er næsten 3 meter høj. Bilen er efter renoveringen blevet opbygget som en stabsbil. Nyere undersøgelser af køretøjets stel- og chassis nummer hos Mercedes Benz’s arkiver i Tyskland, viser at bilen fra den blev produceret havde været en lastbil, og aldrig har fungeret i krigstjeneste - hverken herhjemme eller i Tyskland. Vognen var - da den blev fundet i en grusgrav herhjemme - påmonteret en løftekran.

Lauritz Lauritzen (en dansk mekaniker fra Klejtrup) købte i 1980 resterne af en gammel Mercedes Benz stabsbil, en Cabriolet B type 142 IV, årgang 1938. I daglig tale er den nok bedre kendt som en Mercedes Benz 320 B cabriolet 1938.

I 1949 var bilen ellers en særdeles nydelig Mercedes Benz cabriolet, og den var som så mange andre tyske efterlandskaber blevet solgt på auktion til en privatmand. Ejeren havde dog ikke mod på at benytte bilen, da den i de sidste krigsmåneder havde været anvendt af en af de tyske terrorgrupper herhjemme. Engang ca. i 1960 havnede den i et gammelt skur i byen Sdr. Bjerre på Skelskøregnen. I 1980 blev bilen sat til salg i Jyllands-posten, og L. Lauritzen købte de nu rustne rester for den nette sum af 10.000 kr.

Efter et stort renoverings arbejde fremstod den smukke vogn nu igen næsten som dengang den rullede ud fra fabrikken i Tyskland. Bilen var særdeles sjælden, og der blev kun bygget 34 stk. fordelt på 10 forskellige karrosseri- og chassistyper. Der eksisterer i dag kun 3-4 kendte eksemplarer. Bunkermuseet er også flere gange stødt på det rygte at denne bil var Lindemanns personlige stabsbil.

Men nu er det er ikke kun generalernes biler som går igen ved flere lejligheder. Bunkermuseet har kendskab til mindst tre personer, som alle siger de har von Hanneken/Lindemanns private skrivebord stående hjemme i stuen hos dem. Sjovt nok ligner ingen af disse skriveborde det bord som er på billederne fra Lindemanns kontor i maj 1945.

Myten går på at der blev bygget en større bunker ude i vandet i Ørnsø. Bunkermuseet ved ikke hvorfra dette rygte stammer, men det har intet på sig.

Myten er opstået i forbindelse med den engelske overtagelsen af Silkeborg Bad den 6. juni 1945. Det har intet på sig. Det kan muligvis oprinde i jalousidrabet på en tyske læge ved tunnelen på Åhavevej i vinteren 1945, samt nedskydningen af en tyske underofficer foran Falck stationen på Chr.8. vej den 16. maj 1945, eller måske i forbindelse med afstraffelsen af en tyske soldat, som havde dum-dum ammunition på sig ved overtagelsen den 6. juni 1945.

Dette bundede i en skrivefejl i det dokument som blev sendt ud til pressen, i forbindelse med den engelske overtagelse af Silkeborg Bad den 6. juni 1945. Dewing skrev fejlagtigt, at Lindemann blev arresteret den 4. juni, og ikke som sandt er, den 6. juni.

Desværre blev denne dato også fejlagtigt blevet medtaget i Gads besættelsestidsleksikon. Der dukkede også i årene efter besættelsen nogle artikler op i specielt Københavnske aviser om, at Lindemann blev arresteret den 6. juni i et lille sommerhus 15 km. øst for Silkeborg, eller at han forsøgte at skjule sig et hult træ uden for Silkeborg kort før arrestationen. Hvorfra disse rygter stammer ved vi ikke, men de er usande.

Flere af de CB vagter som bevogtede Silkeborg Bad i sommeren og efteråret 1945 hævdede i aviserne og overfor deres befalingsmænd, at de var blevet beskudt af ukendte gerningsmænd. Man formodede at det var Varulvegrupper eller HIPO folk, som forsøgte at komme ind på eller ud fra Silkeborg Bads område. De øjenvidner Bunkermuseet har talt med, fortæller samstemmende at det normalt var en forklaring der blev rystet ud af ærmet når de blev taget i det som blev kaldt morskabsskydning, som du kan læse nærmere om under flygtninge.

Denne bog var den første bog i nyere tid som omtalte hovedkvarteret på Silkeborg Bad. Jan Horskjær som skrev bogen brugte hovedsaglig datidens avisartikler som baggrundsstof i bogen, og derfor er flere af de omtalte myter blevet ukritisk viderebragt.

I bogen er også et ”originalkort” over hovedkvarteret som det så ud i sommeren 1943. Kortet er en forfalskning lavet af nu afdøde Ernst Christoffersen fra Historisk Film- og billedarkiv i Silkeborg. E. Christoffersen forskede en del i besættelsen i slutningen af halvfjerdserne, og i begyndelsen af firserne. Han lavede i forbindelse med Hanstholm området flere særdeles gode undersøgelser, men i forbindelse med Silkeborg Bad er det gået en del galt. Blandt andet er det kort, som blev genoptrykt i ”Silkeborg 1940-1945 - Besat og befriet”, lavet af E. Christoffersen. Kortet blev afleveret til Lokalhistorisk Samling i Silkeborg som et originalt kort over det tyske hovedkvarter på Silkeborg Bad, som det så ud i sommeren 1943. Kortet er en aftegning af et kort som 2 elektrikere lavede af Silkeborg Bad i 1945.

Desværre har E. Christoffersen personligt lavet en del ændringer på kortet, og føjet adskillige bunkers og barakker til som aldrig har eksisteret. Ligeledes er datoen ændret fra 1945 til 1943. Begrundelsen for dette vides ikke. Men det kort gav i adskillige år Bunkermuseet og andre historikere adskillige grå hår i hovedet, lige indtil Bunkermuseet igen fandt det originale kort i 1993. I Walter Kienitz og Ole Drostrups bog ”Silkeborg Bad 1943-1945” fra 1992 bliver flere af disse myter igen nævnt. Men heller ikke i denne bog bliver de afkræftet.

Et rygte igangsat af daghøjskolens guider. Kz-lejren var naturligvis flygtningelejren med de tyske flygtninge. En af guiderne fik det lavet om til at tyskerne havde en stor fange/KZ lejr på et åbent område bag lægeboligen. Lejren var ifølge guiden omkranset af et stort pigtrådshegn, og der var adskillige svært bevæbnede SS-soldater med bidske schæferhunde som vagter.

Behøver vi næsten at nævne det igen - daghøjskolens guider. Det tyske ord for officersmessen og rekreationsområdet i hovedbygningen var ”Kasino”, og har intet med et spillekasino at gøre. Guiderne fik også meget behændigt lavet både det gamle posthus og Søvilla om til et bordel.

En myte som tyskerne selv satte i omløb kort efter Von Hanneken arrestation i foråret 1945. Denne myte er efterhånden blevet fortalt så mange gange i de officielle kilder, at den er meget svær at aflive. En nærmere gennemgang af affæren får man i bogen: ”Den hæmmede kriger” af Ole Drostrup.

En anden ting man bør notere sig i denne sammenhæng er, at de avisartikler som beskriver et luksuriøst udstyret Silkeborg Bad fra sommeren 1945, samt historierne om de tyske officerers luksusliv på Silkeborg Bad, alle stammer fra journalister som ikke selv var klar over hvordan Silkeborg Bad var indrettet før det blev overtaget af tyskerne. Man skal her tænke på at Silkeborg Bad var luksuriøst udstyret allerede før krigen, og blev af mange fra arbejderklassen anset for at være en legeplads for den rige danske overklasse.

Der er ingen tvivl om at den journalist som så disse prægtige møbler og de pænt indrettede værelser, og samtidigt tænkte på anklagerne om underslæb og overforbrug, naturligvis ville kæde det sammen med datidens skabte opfattelse af de tyske officerers ødsle liv.

Denne myte opstod allerede i 1944 i forbindelse med de tyske pansertroppers færden på Silkeborg Bad. Tyske pansertroppers uniformer var sorte med et dødningehoved på kravespejlet. Mange forbinder denne uniform med SS, men det er kun almindelige pansertropper fra den tyske hær, der her er tale om. Der har ikke på noget tidspunkt været SS-vagter på Silkeborg Bad. Der har naturligvis været forskelligt skiftende SS-officerer på besøg på Silkeborg Bad, i forbindelse med dets funktion som militært hovedkvarter i Danmark. Men der har ikke været nogen fast tilknytning.

Der har flere gange været talt og skrevet i aviserne om, at en dansk ansat på Silkeborg Bad havde set to tyske soldater afhøre en person i Skovvilla. En person som tilskueren med sikkerhed mente, at have identificeret som Kaj Munk. Bunkermuseet vil lige tilføje hertil at tilskueren ifølge sin egen forklaring befandt sig på etagen ovenover, og påstod at han havde set forhøret gennem en sprække i gulvet? Historien er højst sandsynligt sat i omløb af personlig interesse.

Der er ingen af de personer - hverken ansatte, arbejdere eller tyskere - Bunkermuseet har talt med, og som har befundet sig på Silkeborg Bad under krigen, som på noget tidspunkt har set eller hørt om danske fanger eller anholdte, som skulle have opholdt sig her. De har heller ikke set nogen fanger eller anholdte blive ført rundt på Silkeborg Bads område, på noget tidspunkt under hele krigen.

Hele historien om mordet på Kaj Munk er fortalt i bogen: ”Kaj Munk - Krigen og mordet” af Bjarne Nielsen Brovst. Bogen kan varmt anbefales til dem som måtte have interesse i at vide mere om den affære. Det bekræftes også i bogen, at der ikke har været tid til at kunne nå at føre Kaj Munk til Silkeborg Bad, før han blev myrdet på Hørbylunde bakke.

Bunkermuseet er flere gange stødt på udtalelser om at von Hanneken, for en kortere eller længere periode, havde oprettet sit militære hovedkvarter i forskellige små jyske byer. Med det begrænsede kendskab som folk dengang havde til den tyske uniformering., var alle højere officerer med den rette påklædning og alder, en potentiel von Hanneken. Skanderborg var godt nok et hovedkvarter, men det var for det tyske flyvevåben - Luftwaffe.

Den tidligere leder af Frihedsmuseet i dyrehaven i Skanderborg - Bent Lauritsen - har af uvisse årsager udbredt at Skanderborg var det tyske militære hovedkvarter i Danmark under krigen, og at von Hanneken havde residens i Skanderborg. Hvilken funktion Silkeborg Bad så havde, har han ikke kunne forklare! Det eneste von Hanneken havde med Skanderborg at gøre, var at han nogle gange var på officielt besøg hos chefen for Luftwaffe.

Silkeborg var tyskernes jyske hovedkvarter indtil 416 Inf. Div. flyttede fra byen i efteråret 1943. Ved overflytningen af „Befehlshaber der deutschen truppen in Dänemark” fra Nyboder skole i København den 5. november 1943 til Silkeborg Bad, blev byen hovedkvarter for samtlige tyske styrker i Danmark.

Der er efterhånden den udbredte opfattelse, at de tyske bunkers måtte være lavet af noget meget specielt beton, siden de stadigvæk kan holde så godt som de gør. Specielt ved Vesterhavet. Men man kan i dag fremstille nøjagtigt ligeså god beton som dengang, hvis man vil ofre pengene på det.

I dag kigger bygherren for det meste på økonomien først, og derefter kvaliteten. Dengang skulle man bare have det bedste, som opfyldte de tyske krav til befæstningsbyggeri. I dag siger man at der normalt går 250 kg. cement til en m³ beton. Tyskerne brugte sommetider 350-400 kg., og det forbedrede jo nok kvaliteten en del. Det eneste som tyskerne direkte havde problemer med ved befæstningsbyggerierne, var at fremskaffe skærver som ikke var blevet slebet runde af tidens tand. Indtil man fik fremskaffet skærveknusningsmaskiner nok, blev der i mange tilfælde sejlet skærver hertil fra udlandet til befæstningsbyggerierne. Se evt. også myten om sukker i betonen her.

General von Hanneken flyttede i november 1943 ind i Silkeborg Bads overlægebolig - Granly. Silkeborg Bads tyske luftværnschef gjorde ham hurtigt opmærksom på, at der ville gå for lang tid hvis generalen under en luftalarm skulle søge dækning i den bunker, der lå nærmest Granly. Det blev derfor besluttet at der skulle graves en lille luftbeskyttelseskælder under Granly’s køkken. Kælderen kunne så passende også indrettes som viktualie rum. I efterkrigstidens aviser blev det til at generalen havde beordret at der skulle laves en bombesikker vinkælder til hans erobrede franske vinsamling. Flere danske øjenvidner - der iblandt en journalist fra Silkeborg avis - har både under og efter krigen været nede i kælderen ,og de har samstemmende sagt at der i den lille kælder kun stod et bord til to personer, to stole og en lille reol med madvarer, som hovedsageligt bestod af konserves. De så også, at der i reolen kun stod nogle ganske få flasker vin og spiritus. På bordet lå en pakke stearinlys, en æske tændstikker og et sæt spillekort.